AT FØDE I TYSKLAND VS. DANMARK

Er de tyske mødre mindre selvstændige end de danske?

 

I dag er det et år siden, jeg fødte mit andet barn, og denne gang var det i Danmark. For snart seks år siden fødte jeg i Tyskland, så jeg synes, jeg har en oplagt mulighed for at lave en lille sammenligning af de to lande på fødeområdet.

Jeg har allerede skrevet en artikel om det at være gravid i Tyskland vs. Danmark, som I kan læse lige her: https://www.hauslingua.dk/at-vaere-gravid-i-tyskland-vs-danmark/

Men denne gang skal det handle om de dansk-tyske forskelle, jeg har oplevet under mine fødsler og i efterfødselstiden – som jo altså er min subjektive oplevelse af det at føde i de to lande.

Som et underlæggende emne i hele denne artikel har jeg valgt at summe lidt over en sætning, min tyske jordemoder sagde til mig for snart seks år siden, da hun var på hjemmebesøg hos os: ”De tyske mødre er mindre selvstændige end de danske. ” Den sætning ramte noget i mig, for jeg ved godt, hvad hun mener, men det er som altid en sandhed med modifikationer. Det vender jeg tilbage til.

Nå, men hvordan er det så at føde i Tyskland og Danmark, og hvilke forskelle er der på den hjælp, man bliver tilbudt i efterfødselstiden?

 

Selve fødslen

DE

Det står stadigvæk meget klart for mig det øjeblik, hvor min mand og jeg blev tildelt en fødestue på Diako i Flensburg for snart seks år siden. Det føltes som at træde ind på et moderne luksushotel med al den bekvemmelighed, man nu kan ønske sig. Og her skal det lige siges, at min beskrivelse måske kan være en lille smule farvet af, at vi ENDELIG var i aktiv fødsel og ikke blev sendt hjem 🙂 Alting føltes vidunderligt – i hvert fald de næste tre minutter, indtil der kom endnu en kraftig ve.

Men rummet var virkelig lækkert og moderne med nye møbler, en kæmpe seng, boblebad osv. Der var milde, beroligende farver på væggene og en dejlig dæmpet belysning. Vi følte os trygge. Jeg aner ikke, om Diako i Flensburg har flere midler end andre tyske hospitaler, men der manglede ikke noget her.

DK

Da vi for et år siden trådte ind på OUH i Odense for at føde vores andet barn, var det en noget mindre euforisk følelse. Fødslerne var vidt forskellige, så det kan selvfølgelig også spille ind, men selve fødestuen var virkelig slidt og trist. Gamle møbler, skarp belysning og ingenting på væggene. Det var en helt anden stemning.

I Tyskland følte jeg, at vi krøb ind i vores egen lille hule, hvor jeg i Danmark mere havde sådan en operationsagtig fornemmelse med alverdens apparater overalt til frit skue for den fødende. Måske var det generelt bare mere sygehusagtigt på OUH.

Der er helt sikkert en grund til, at der har været så meget debat om fødegangene i Danmark, for man er ikke i tvivl om, at de løber stærkt, og det er både omgivelserne og menneskene, der er slidte.

 

Selve ”opholdet” på barselsgangen

DE

I Tyskland var vi så heldige, at vi kunne købe os til et ”Familienzimmer”, som mest af alt mindede om et moderne hotelværelse med udsigt ud over Flensburg, stor dobbeltseng og eget badeværelse. Så langt så godt, for der var ikke meget hotelstemning over resten af det, jeg kommer til at fortælle jer nu.

På barselsgangen havde jeg generelt en følelse af at blive umyndiggjort som menneske og som nybagt mor. Man skulle skifte ble på en bestemt måde, man skulle skifte bleen et bestemt sted, hvor de kunne se en (eller det føltes mest som at blive holdt øje med), og så måtte man ikke skifte bleen på sin egen stue, selvom der faktisk var et puslebord.

Selvfølgelig var meningen nok, at det skulle hjælpe os nybagte forældre, men det føltes mere som at blive amputeret som forældre, inden man nærmest overhovedet var kommet i gang med rollen. Jeg synes, der manglede noget tiltro til, at vi var selvstændige, voksne mennesker, som gerne ville lande i alt det nye uden at blive overvåget.

Vi skulle også køre vores baby rundt i krybben på gangene, da man ikke måtte gå med baby på armen af sikkerhedsmæssige årsager. Og jeg fik simpelthen skældud, da jeg helt ulykkelig var gået over til jordemødrene for at få hjælp til amning med min baby på armen. Altså vaskeægte voksen-skældud for at have glemt at køre hende i krybben. Og jeg var bare helt nybagt mor, der havde brug for hjælp til amning og virkelig ikke brug for at få skældud :/ Av av, men her rammer vi noget af det der med selvstændighed, som jeg nok lige skal komme ind på længere nede.

DK

I Danmark var vi mere overladt til os selv. Vi skulle spørge om hjælp. I Tyskland skulle man frasige sig hjælp, og heri ligger der en stor forskel mellem de to lande, som nok både bunder i manglende hænder, men også i en kultur, hvor man overlader rigtig meget ansvar til den fødende i Danmark, og måske fratager for meget ansvar hos den fødende i Tyskland?

Og debatten i Danmark går jo faktisk meget på, at der ikke er nok hjælp at hente for de fødende på landets fødeafdelinger og barselsgange, men den hjælp skal jo støtte og hjælpe og ikke være umyndiggørende. Så det er virkelig en balancegang.

 

Efterfødselstiden

DE

I Tyskland fik vi besøg af en jordemoder hver dag de første 14 dage. Vores barn blev målt og vejet, og vi blev spurgt kærligt ind til. Herudover lærte vi helt basale ting som at vaske barnet, vi fik pusletricks og ammevejledning. Jeg fik tjekket syninger, og vi kunne generelt bare spørge om ALT. Nogle af tingene ville vi selvfølgelig have fundet ud af selv, men da vi lige havde fundet os til rette i det, var det faktisk bare rart og trygt at få besøg hver dag.

Vi blev ganske enkelt holdt af et sødt og varmt menneske, som gav os ro, forståelse og tryghed i den første tid. Vi skulle fravælge hjælpen og ikke tilvælge den. Den kom som en del af den tyske pakke, hvilket kan være en kæmpe fordel for mange i den første sårbare tid, hvor det kan være svært at finde ud af at spørge om hjælp.

 

DK

I Danmark fik vi kun meget få besøg af en sundhedsplejerske og var generelt mere overladt til sig selv. Men vi havde en vildt sød sundhedsplejerske, skal det lige siges. Jeg tænker især på de første dage efter fødslen, hvor man sidder derhjemme og skal have amningen i gang, hvilket virkelig kan være en kæmpe opgave. Og nej, det går ikke nødvendigvis af sig selv med den amning der. Det er dælme hårdt arbejde og svært for mange.

Jeg hører fra danske kvinder, at de ofte betaler sig fra at få ammevejledning, da sundhedsplejersker ikke nødvendigvis er uddannet i det. Men det er jo ikke alle, der har råd til det, og så sidder man der som helt nybagt mor med en baby, man ikke kan lægge til brystet. Av, hvor er jeg glad for, at der kom en jordemoder på besøg hver dag i Tyskland, så amningen netop kom op at køre med kyndig vejledning.

Her kunne man virkelig godt holde de danske kvinder noget mere i hånden og ikke lade dem være så selvstændige, som jeg her ser som en negativ ting at være. Så hellere den tyske måde, hvor de tyske kvinder får lov at være lidt mindre selvstændige, men måske til det bedre. Og måske er selvstændig heller ikke det rigtige ord at bruge, for det handler egentlig bare om at holde forældrene i hånden i den første tid, så transformationen ind i forældrelivet går mere glidende.

 

Den der selvstændighed

Jeg ved ikke, om de tyske mødre er mindre selvstændige end de danske. Det tror jeg nu egentlig ikke, men det tyske system gør måske de tyske mødre mindre selvstændige end de danske, fordi der er mulighed for at få hjælp til alt, hvor man i Danmark har valgt at overlade meget mere til kvinderne selv. Jeg tænker her på, at vi fx nok skulle have fundet ud af at bade vores barn uden den tyske jordemoders hjælp. Den slags ting.

Men det er måske lidt forkert at tale om selvstændighed i denne sammenhæng, for i tiden efter en fødsel bør alle kvinder have mulighed for at blive holdt i den grad, man nu har brug for det. Der kører jo netop en debat lige nu i Danmark, hvor mange kvinder og fagpersoner kræver forbedrede forhold for både de fødende og jordemødrene i Danmark. Og når nu jeg har prøvet at føde i både Danmark og Tyskland og oplevet den hjælp, man kan få i efterfødselstiden, så må jeg bare sige, at der er en kæmpe forskel.

Som førstegangsfødende var jeg meget taknemmelig for al den hjælp, vi fik i Tyskland. Især at der kom en jordemoder og støttede os så meget i starten. Det gjorde mig lidt usikker til at starte med, fordi jeg netop havde en tanke om, at jeg hellere ville klare det selv. Men da jeg først lænede mig ind i jordemoderens arme og mærkede, hvorfor hun kom, så gav det jo bare så meget mening. Man er så sårbar og skrøbelig, når man lige har født, og der er det bare rart at have en fagperson lige ved hånden, som kan støtte én og give én troen på, at man er lige præcis, som man skal være. Og at det hele nok skal blive godt igen, når man sidder der helt udmattet pga. den manglende nattesøvn.

 

Opsummering

Hvis jeg lige kort skal opsummere, hvor jeg selv lander henne rent meningsmæssigt, så synes jeg godt, at vi kunne holde og svøbe de danske kvinder noget mere efter fødsel, for der er ikke meget hjælp at hente, hvis man har brug for det i efterfødselstiden. Og det er ikke alle, der har brug for hjælp, men de, der har, skal ikke føle sig alene.

I Tyskland kom denne hjælp helt automatisk, og man skulle fravælge den og ikke tilvælge den som i Danmark. Heri ligger en kæmpe styrke i Tyskland, fordi de måske har forstået, at det netop er svært at bede om hjælp i den første tid, så der skal hjælpen helst bare komme af sig selv. Der er helt klart også nogle punkter, hvor man måske godt kunne give de tyske kvinder noget mere selvstændighed i den første tid, men det er et meget individuelt valg, hvad man har brug for.

Jeg ser generelt også Danmark som et land, hvor vi har meget travlt med at selvstændiggøre os. Og det starter tidligt med, at vi er ét af de lande i verden, der fx sender vores børn tidligst i institution. Også her er Tyskland anderledes, da mange mødre stadig venter med at sende børnene af sted til de er 2-3 år gamle. Men den tendens er jo faktisk også lidt på vej i Danmark med den voksende bølge af hjemmepassere. Der er vi måske ved at blive helt tyske 🙂

 

Tak, fordi I læste min sammenligning af de dansk-tyske forskelle, jeg har oplevet under mine to fødsler. Hvordan er jeres oplevelse af fødeområdet i Danmark og måske også Tyskland, hvis I har erfaringer derfra? Eller fra et helt andet land?

 

PS: Og tillykke til min lille Ejnar, som fylder 1 år i dag J

3 reaktioner

  1. Hej 🙂
    Jeg synes, det er super spændende at læse om dine oplevelser med at føde i hhv. Tyskland og Danmark. 🙂
    Min erfaring med at føde i Tyskland var lidt anderledes end din, jeg synes ikke, jeg har oplevet strikse regler for bleskift eller at man ikke måtte gå med babyen på armen. Jeg fik meget hjælp til at komme i gang med amning på sygehuset (jeg var dog også indlagt efter kejsersnit i 4 dage, hvilket man nok heller ikke vil opleve i DK), men det var godt for mig. Til gengæld synes jeg ikke, at lægerne var til meget nytte på barselsafdelingen, sygeplejerskerne var mere nærværende og hjælpsomme.
    I forhold til selve fødslen er man i DK måske mere opmærksom på at give den fødende mulighed for at bestemme lidt med selv om det er planlagt kejsersnit. Der blev jeg ikke inddraget, men jeg fik heller ikke efterspurgt mere indflydelse.

    Fødestuen på OUH synes jeg var okay med farver på væggen og badekar – det kan godt være, at de tyske fødestuer er mere hjemlige, da man har lagt meget vægt på, at de skal være mindst muligt hospitalsagtige, for at gøre det mere trygt at føde. Og der er måske også større bevidsthed om forskellige positioner man kan føde i (tror jeg, det er meget subjektivt ;-)).
    Jeg kunne ikke være mere enig med dig i, at det er en fantastisk mulighed med jordemoder-besøg efter fødseln i Tyskland. Vi fik besøg 3 gange om ugen de første 2 uger (tror jeg), og så lidt mindre de næste på uger. Og det var bare dejligt at kunne tale om alle de bekymringer og tanker der fulgte med og få lidt fif og instrukser til at klare det praktiske. Så det vil jeg klart anbefale, at man fik mere hjælp i starten i DK, så det ikke er afhængigt af ressourcer og økonomi, om man får den nødvendige hjælp.

    For mig har det aldrig handlet om et spørgsmål af selvstændighed og jeg har ikke oplevet at føle mig frataget ansvaret. Men det er nok meget individuelt, hvad for et bejov og netværk man har :-).

  2. Hej,

    Bar til info. I Frankrig har kvinderne kun 3 måneder barsel efter fødslen, derfor bliver børn sent til vuggestue for de fleste når de er 3måneder. Der synes jeg at vi har det meget bedre i Danmark.

    Mvh
    Marion (franskmand)

    1. Hej Marion

      Tusind tak for din kommentar. Hvor er det vildt, at børnene bliver sendt så tidligt af sted. Det gør ondt i mit hjerte, at børnene skal adskilles så tidligt fra deres mor og far <3 Og det er bare min personlige mening! Av av av.

      Jeg troede faktisk, at Frankrig som medlem af EU var underlagt nogle krav om, hvor lang tids barsel man tilbydes. Der er jo fx lige kommet den nye regel om fædres barselsmuligheder.

      Bedste hilsner
      Stinna

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.