Hvorfor elsker du tysk så meget?

Ja, hvorfor elsker jeg egentlig tysk så meget?

Ovenstående spørgsmål er nok det spørgsmål, jeg er blevet stillet flest gange i mit liv. Måske især fordi det i rigtig mange år nærmest har været en del af min identitet at være hende, der bare elsker det tyske sprog, den tyske kultur og Tyskland som land. Jeg har dyrket det på en nærmest sportsagtig intens måde og nørdet det på et niveau, som fik de fleste til at synes, at jeg måske nok var lidt sær.

Men jeg har stået ved min store kærlighed til Tyskland og den tyske kultur og sprog hele vejen og har holdt fokus, fordi jeg simpelthen ikke kunne andet. Også selvom mange danskere nogle gange ligefrem har grinet af det, fordi de syntes, det var kikset. Men ved I hvad? Tysk gør mig glad, tyskerne gør mig glad og landet gør mig glad. Men hvad er det ved alt det tyske, der har fanget mig?

Det handler ikke om handelsbalancen

For nogle uger siden læste jeg (lidt sent ja) en artikel om professor Per Øhrgaard, som blev bragt i magasinet GRÆNSEN tilbage i oktober 2016. I artiklen taler han om, at man skal lære tysk for sin egen skyld, og ikke fordi det danske erhvervsliv har brug for folk med tyskkompetencer. Jeg citerer lige:

“Danske unge skal altså ikke lære tysk for at styrke handelsbalancen. De skal lære tysk og alt muligt andet for deres egen skyld: For at udvide deres sproglige og kulturelle horisont. At de så ad åre kan bruge det tyske sprog i forskellige sammenhænge, herunder i erhvervslivet, er en anden sag. Men det er fuldstændig ude i hampen at tage udgangspunkt i markedet, når man vil plædere for mere tysk på landets uddannelsesinstitutioner”, siger Per Øhrgaard, der medgiver, at nogen måske vil anse ham for at være en sur, ældre herre, der synes, at alt var meget bedre i gamle dage.”

Artiklen fik mig til at hvile i mig selv på en helt særlig måde, fordi jeg netop forelskede mig i sproget, kulturen og landet først, inden jeg senere i mit voksenliv fandt ud af, at jeg faktisk ville kunne leve af at have tilegnet mig stærke tyskkompetencer. Jeg har ingen tysk familie, ingen tråde tilbage til Tyskland overhovedet, men der var et eller andet ved sproget, kulturen og landet, som fangede mig fra første tysktime i folkeskolen. Folk går ofte ud fra, at jeg da må være vokset op tosproget eller i hvert fald have noget familie i Tyskland, når nu jeg er så ”tyskofil”, men ingen af delene er rigtigt. Mit forhold til tysk har bare været én lang, intens romance for mig lige siden folkeskolen, og det var kærlighed ved første blik!

Og jeg tror, at det er det, der skal til. Som Per Øhrgaard skriver, så får vi ikke flere danske unge til at lære tysk ved at fortælle dem, at det er vigtigt for handelsbalancen. Det er jo alt for abstrakt og fjernt, når man sidder i en skoleklasse et sted i Danmark og sveder over de tyske gloser. Jeg er af den opfattelse, at vi skal blive bedre til at formidle den tyske kultur, det tyske sprog og landets kvaliteter, hvis vi skal få de danske unge til at blive ægte forelsket i tysk. De tre elementer hænger nemlig unægteligt sammen, hvorfor tyskundervisningen aldrig kun bør fokusere på sproget. Det bør ikke stå alene.

Det er svært at forklare helt præcist, hvad det er, der har fanget mig, men jeg vil nu forsøge at beskrive, hvad det er ved det tyske sprog, den tyske kultur og landet, jeg har forelsket mig i. Og måske kan det vække andres interesse for den tyske verden. Det er i hvert fald bare vigtigt, at I lærer tysk for jeres egen skyld og ikke for handelsbalancens skyld!

Sproget

I folkeskolen og gymnasiet talte jeg ret meget tysk med mig selv. Jeg kan huske, at jeg elskede at stå og forestille mig, hvordan jeg faldt i snak med en tysker og fik fyret nogle af mine nyeste tillærte fraser af på tysk. Jeg voksede op på Østfyn, langt fra den dansk-tyske grænse, så jeg mødte ikke lige tyskere i min hverdag, som jeg kunne ”overfalde” og øve mig på. Det motiverede mig måske til at opsøge det endnu mere, fordi jeg var så nysgerrig på at komme til at tale tysk med rigtige tyskere. Heldigvis kom jeg en del til Tyskland på ferie, fordi jeg spillede meget musik som barn, og der var altid lige en lille byfest at tage ned og spille til. Jeg husker mest, at jeg blev ret genert, når jeg skulle forsøge mig på tysk, for det at lære et fremmedsprog handler simpelthen så meget om mod. Det var også på disse ture, at jeg begyndte at forelske mig mere og mere i den tyske kultur, men det vender jeg lige tilbage til.

I mine mange samtaler med mig selv hjemme på mit værelse elskede jeg at træne det tyske sprogs skarpe kanter. Jeg lod mig inspirere af tysk musik, læste bøger på tysk, og så havde jeg faktisk også en tysk penneven. Shit, det lyder oldschool, nu jeg lige skriver ordet penneven, men det var fantastisk læring, og vi er stadig venner den dag i dag. Faktisk mødtes vi på en ferie i Italien, udvekslede adresser og skrev sammen i mange år, inden vi mødtes igen. Nå, det var lige et sidespring, som jeg kommer tilbage til. Jeg elsker stadig, at man skal artikulere så meget, når man taler tysk. At man skal bruge alle musklerne i munden for at få den helt rigtige konsonantlyd ud samtidig med, at man skal synge den smukkeste melodi for at ramme det helt ægte tyske klangunivers. Vekselvirkningen mellem det skarpe og det melodiske i det tyske sprog har altid fanget mig meget, og jeg snakker faktisk stadig tysk med mig selv nu og da, fordi jeg bare synes, det er virkelig fedt at formulere sig på tysk og forfine lydene. Det tyske sprog har så mange flere ord og seje sproglige konstruktioner, som man kan lege med og udtrykke sig med.

Mit hjerte ligger i Bayern

I sommerferien mellem 2. og 3. g tog jeg for første gang alene til München for at være på sprogkursus, og et års tid senere i mit sabbatår endte jeg igen i Bayern, denne gang i Regensburg, hvor min ”penneven” også boede. Jeg har altså lært det meste af mit tysk i Bayern, selvom jeg faktisk også har boet i Konstanz og i Flensburg senere hen. Men det jeg lærte i Bayern, det hænger allermest ved. Jeg har fantastiske minder fra min tid i Bayern, og selvom jeg aldrig rigtig lærte at tale bayersk (Boarisch), så nyder jeg det, hver gang jeg hører den bayerske melodi i det talte sprog og glæder mig over, at jeg forstår en hel del. Det gjorde jeg ikke første gang, min gode bayerske penneven inviterede mig til ishockeykamp, og han slog over i bayersk med sine venner – det lød som et helt andet sprog! Men jeg forstod dog ”Auf geht’s Regensburg, kämpfen und siegen”, som der blev skrålet under hele ishockeykampen. Jeg kan stadig blive helt flov, når jeg tænker på, at han præsenterede mig som ”meine Brieffreundin aus Dänemark” – men det var jo sådan, det hele startede. Nu er vi heldigvis blevet rigtige venner.

Jeg taler ikke helt så meget tysk med mig selv mere, for nu har jeg heldigvis fået mig en masse tyske venner og nu også kunder, som jeg kan snakke tysk med hver dag. Det er selvfølgelig lidt mere autentisk end eneundervisningen med mig selv. Man kan sige, at jeg nu er endt med at være én af dem, der gavner Danmarks eksport til Tyskland, men det har altså ikke været min motivation for at lære tysk. Helt grundlæggende synes jeg jo nok bare, at det er helt vildt sjovt at tale tysk, og så skal der vel egentlig ikke så meget mere til. Det handler ikke om handelsbalancen, men om en oprigtig interesse for og kærlighed til netop det sprog.

Min egen overbevisning er, at hvis danskerne hørte tysk noget mere, fx i medierne, og lærte kulturen bedre at kende, så ville der også være en større chance for, at interessen for sproget og kulturen ville vokse. Det er nemlig et fantastisk sprog, en fantastisk kultur og et fantastisk land! Men hvordan skal man kunne forelske sig i et sprog og en kultur, som man stort set aldrig hører eller oplever? Ja altså, jeg kunne godt, men jeg er måske også et enkeltstående tilfælde.

I næste artikel vil jeg fortælle, hvad det er ved den tyske kultur, som jeg elsker. Følg med i næste uge!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *